Fysiske og kemiske egenskaber af tin

Metallisk tin er blød, let at bøje, med sølvhvid metallisk glans, smeltepunkt 231,89°C, kogepunkt 2260°C, ikke-giftig. Tin tilhører det fjerde hovedelement i det periodiske system, atomnummer 50, atomvægt 118,71, grundstofsymbol Sn, tin er mved stuetemperatur. Især ved 100 ° C er formbarheden meget god og kan udvikles til ekstremt tynd stanniol, som kan være så tynd som 0,04 mm eller mindre. Men duktiliteten er meget dårlig, et træk vil blive brudt, kan ikke trækkes ind i en fin ledning.

Samtidig er tin et metal, der er bange for både kulde og varme, og formen på tin er helt anderledes ved forskellige temperaturer.

Tin i temperaturområdet 13,2 ~ 161 ° C, tinets natur er den mest stabile, kaldet "hvid tin".

Når temperaturen falder til under 13,2°C, tin vil gradvist blive til et løst pulver som kulaske. Især ved -33°Celler i nærvær af rødt salt (SnCl4•2NH4Cl) alkoholopløsning, accelereres hastigheden af denne ændring kraftigt. Denne "sygdom" af tinKan også overføres til andre "sunde" tin, og så længe den hvide dåse rammer den grå dåse, selvom den rammer lidt, vil den hvide dåse hurtigt og fuldstændigt ændre sig til grå tin. Fænomenet blev kaldt tinepidemien. Heldigvis, hvis du smelter den syge dåse igen, vil den komme sig. Årsagen til tinepidemien er, at tinets krystalgitter har ændret sig: ved stuetemperatur er tin en firkantet krystalstruktur, kaldet hvid tin. Når du bøjer en blikstrimmel, kan du ofte høre en svirpende lyd, hvilket skyldes, at de hvide tinkrystaller i det firkantede krystalsystem gnider mod hinanden, når de bøjer. Fordi dåsen er bange for kulde, skal man være særlig opmærksom på at undgå at fryse dåsen om vinteren. Mange jerngenstande svejset med tin er også uigennemtrængelige for frysning. I 1912 tog et udenlandsk antarktisk ekspeditionhold til den antarktiske ekspedition, benzintønderne, der blev brugt, blev svejset med tin, i den antarktiske is og sne blev loddet til pulvergrå tin, og benzinen lækkede ud.

Tin er bange for varme såvel som kulde. Over 161°C, hvidt tin omdannes til rhombisk tin med en krystalstruktur af det rombiske system. Rhomboxy tin er meget skørt, det går i stykker, når det bankes, og formbarheden er meget dårlig, kaldet "skør tin".

Hvid tin, grå tin og skør tin er tre allotroper af tin, og deres respektive parametre er som følger:Hvid tin er tetragonal med celleparametre som følger: a = 0,5832 nm, c = 0,3181 nm, 4 Sn atomer i cellen, tæthed 7,28 g/cm³, hårdhed 2;

Grå tin er et diamantformet kubisk krystalsystem med celleparametre som følger: a=0,6489nm, 8 Sn-atomer i cellen og en densitet på 5,75 g/cm³.

Skør tin er et ortorombisk system med en densitet på 6,54 g/cm³.

Der er 14 isotoper af tin, hvoraf 10 er stabile isotoper: tin 112, 114, 115, 116, 117, 118, 119, 120, 122, 124.

Tins kemiske egenskaber er meget stabile, og det er ikke let at blive oxideret ved stuetemperatur, så det opretholder ofte en sølvfarvet glans. En beskyttende film af tindioxid dannes på overfladen af tin i luft, og oxidationsreaktionen accelereres under opvarmningstilstand. Tintetrahalogenid fremstilles ved opvarmningsreaktion mellem tin og halogen. Det reagerer også med svovl; Tin er stabil over for vand, opløselig i fortyndet syre langsomt, opløselig i koncentreret syre hurtigere; Tin kan opløses i stærk alkalisk opløsning; Det vil blive korroderet i sure opløsninger af salte såsom jernchlorid og zinkchlorid.